søndag den 22. september 2013

En løjerlig sag.

Planteverdenen er sommetider forunderlig og uforudsigelig. Det er vel også derfor den er så spændende at beskæftige sig med.
Se blot på nedenstående billeder hvordan man kan blive helt rundforvirret af en plantes opførsel.

Denne dejlige pelargonie hjembragte jeg fra Bente, Elmbjergs Eden, og sådan så den ud det første år i blomst. Det var kun muligt at tage en lille stikling som jeg skyndte mig at sætte.

Så så den pludselig sådan ud. Jeg troede faktisk at jeg havde overset og sammenblandet nogle navneskilte.

Nu ser den oprindelige plante sådan ud. Håber I forstår min forvirring. Hvilken af de 2 grene skal jeg så tage stikling af og hvad er det for en Pelargonie?

 Her er det P. Red Pandora, der tulipanblomstrende , og den har foreløbig opført sig pænt.

Denne dobbelte rosenblomstrende pelargonie kender jeg desværre ikke navnet på.

En figenkaktus (som jeg kom til at Nappe som skud) er vokset godt til og står nu i et nyt stenbed op ad sydmuren. Den skulle jo være frostsikker hvis den bare står tørt, men jeg kan ikke blive enig med selv om hvorvidt den skal stå ude i vinter eller i drivhus.

Denne Aloe som jeg såede for et par år siden er vinterfast så den kommer i jorden. Jeg har taget kopi af den.
Agaven står i en potte og den skal i hvert fald i hus i vinter.
Havehilsen
Ole

mandag den 16. september 2013

Igang igen.

Jeg har været lidt doven med at skrive på bloggen, men jeg har haft en masse andre gøremål i sensommeren og aftenerne har været for skønne til at lave nye indlæg.
Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke har fulgt med på bloggen, men mere er det ikke blevet til.


Høsten af Discovery æbler er overstået og træet er blevet kraftigt beskåret. Meget passende kommer der så et bunddække af Tidløs/Nøgen jomfru.


Melica transsilvania Red Spire som jeg har sået er nu blevet en pæn stor plante med frøstande. Jeg har taget frø af den og håber at de er spiremodne når de er blevet tørret.

Perlekurv blev sået sidste år og plantet ud i foråret. Nu er den blevet en flot staude som passer fint i mit stenbed. Jeg fik en hel del planter ud af frøposen og de fandt et tomt hul i forhaven. Indtil videre.


 
Den er go´ nok!  det er en pelargonie.  Black Dragon skulle efter sigende være den mørkeste pelargonie. Den er købt som frø hos ERA-garden. Desværre oplyser de ikke hvilken farve blomsterne har, men det er helt bestemt også bladene der er de interessante.
 
Hos P.Crocetta er det også bladene der er de  fremherskende med de meget synlige bladnerver.
 

P. Black velvet Appleblossom har ikke sit navn fra fremmede. Det kunne ligeså godt være blomsten fra et æbletræ.
 
 
Ukendt pelargonie, men meget skøn og speciel.
 

Pennisetum Rubrum købt i Rema.  Desværre ikke frostsikker.
 
Min bonusplante. Frøpakken sagde blå. Nu håber jeg den sætter modne frø så jeg kan så flere hvide Agapanthus.
 
Havehilsen
Ole